Sådan går du på højskole...
En højskole er lidt som en almindelig skole – og så alligevel ikke: Du flytter ind på skolen, mens du går her. Du får ikke karakterer og går ikke til eksamener. Men der er mødepligt til al undervisning.
Mange bruger højskolen til:
- At kommel ind på en drømmeuddannelse og til at blive bedre til eksempelvis at male, sy, spille musik, skrive eller tage billeder.
- At repetere skolefag som matematik og dansk.
- At få en længere pause fra hverdagen på arbejde eller studiet.
På Vrå Højskole ser en højskoledag typisk sådan her ud:
- 08:00-08:30: Morgenmad
- 08:30-11:00: Undervisning
- 11:00-11:30: Samling
- 11:30-12:00: Frokost
- 12:00-13:00: Rengøring og pause
- 13:00-15:30: Undervisning
- 15:30: Frivillige eftermiddagsaktiviteter
- 17:30: Aftensmad
- 19:00: Eventuelle aftensarrangementer / hygge
Højskoleordbog:
Bogruppe: Der hvor du bor – elevhusene med plads til op til 16 elever. Vi kalder bogrupperne for Orion, Pegasus, Cassiopia, Phøniks, Nord og Vest. Bogruppen er din ”familie”.
Bogruppelærer: Hver bogruppe har en lærer tilknyttet, som holder bogruppemøde sammen med jer en gang om ugen.
Fællesspisninger og fællesarrangement: Foregår hver onsdag i ulige uger. Spisning for alle – også dem der ikke er højskoleelever. Efter spisning er der typisk foredrag, koncert eller andet i foredragssalen eller kunstsalen.
Højskolefag: De fag, der udgør dit skema. Der er mange at vælge imellem og du skal som udgangspunkt have undervisning hver formiddag og hver eftermiddag.
Køkkenvagt: Elev-hjælp i køkkenet før og efter måltiderne: Morgen, middag og aften. Køkkenvagten går på skift imellem bogrupperne. Da der er ca. 100 elever på skolen, er det ikke mange gange du skal i køkkenet i løbet af et semester.
Samling: Alle hverdage kl. 11:00. Typisk i foredragssalen. Vi synger og hører et kort foredrag el. lignende.