fbpx

Keramik

Forår 2025
Vrå Højskole

Inkl. studietur, materialer
kr 1.550 pr. uge, inkl. kost og logi.
  • 12. januar - 14. juni 2025
  • Pris i alt: 34.100 Kr.
  • Status: Ledige pladser
ledige pladser

Prøv kræfter med keramikken på Vrå Højskole

Har du lyst til at prøve keramik og højskole, så har vi den perfekte kombi til dig. På Vrå Højskole har vi et keramikværksted med gode værkstedspladser, drejeskiver og ovne. Her får du muligheden for at gå hele vejen fra det rå ler til en færdig krukke, kop, fad eller skulptur. Faget er for dig, der aldrig har haft ler imellem hænderne – og for dig, der er erfaren med drejeskive og formgivning.

Keramik er hot og har fået et sandt comeback. Arbejdet med leret er kommet for at blive. Det er måske ikke så underligt, når man tænker på, at ler er det første materiale mennesket forædlede gennem en kemisk proces, til det vi kender som keramik. Ler er et dragende materiale, og det giver dig utallige muligheder for, at du kan være medskaber af det færdige produkt.

Vi kommer til at arbejde med forskellige teknikker og metoder, som hver for sig kan noget helt særligt:

  • Modellering
  • Drejning
  • Kvætsning
  • Pladeteknik
  • Dekorering
  • Glasur
  • Brænding i elovn og rakubrænding

Keramik vil veksle mellem bundne opgaver og frie opgaver, holdundervisning og selvstændigt arbejde. Du vil få vejledning og feedback ud fra der, hvor du er, og hvor du ønsker at arbejde dig henimod med leret og formprocessen.

Vi tager gerne på ture ud af huset og besøger lokale keramikere i det vendsysselske. Inspiration er godt og uundværligt – og der er nok at lade sig inspirere af. Vi vil også prøve at udforske en lerklint, hvor vi vil udvinde vores eget ler og tage med hjem til højskolen og prøve kræfter med det.

Den keramiske kunst er foruden kunsthåndværket, tæt forbundet med fag som billedværksted og kunst.

Om dig:

  • Du har lyst til at arbejde kreativt, og er ikke bange for at lave fejl
    Du er klar på personlig vejledning
    Du er klar på at arbejde selvstændigt og samtidig indgå i klasseundervisning
  • Du er åben overfor nye ideer og teorier
  • Du kan sammen med de andre elever i keramik være med til at præge undervisningen med dine egne ideer og input
  • Det kræver ingen forudgående kunnen for at deltage, så du kan både være nybegynder, let øvet og øvet.

Keramik-værkstedet på Vrå Højskole er som de andre værkstedsfag åbent til kl.22.00. Det betyder, at du får rig mulighed for at øve dig uden for timerne, arbejde videre på opgaver, du har gang i – eller starte dine egne ideer og projekter op.

Keramik-ordbog:

Brænding: For at dit ler kan holde, skal det brændes. Det skal brændes to gange: En forglødning og en glasurbrænding
Dekorering: Du dekorerer typisk din keramik med glasur
Drejning: Drejning foregår ved en drejeskive, hvor du lærer at centrere leret og dreje det op.
Extrudering: Når man presser en profil ud af ler.
Glasur: Vi arbejder med forskellige glasurer og glasurteknikker, der kommer på leret efter første brænding.
Kvætsning: Når man presser ler i en form
Modellering: Opbygning af leret i fri hånd
Pladeteknik: Når man bygger keramik op via ler-plader, som man har rullet ud
Raku: Gammel koreansk teknik, hvor man arbejder med især krakelering af glasur. På højskolen laver vi raku i en højisoleret olietønde

Her er et par Youtube videoer til inspiration

Underviser

Trine Bergman Vittrup

På kurset undervises du af Trine Bergman Vittrup.
Trine har en bred erfaring i at undervise i keramik og arbejder også selv med keramik udenfor højskolen. Trine har studeret Keramisk formgivning i 3 år, hvor hun udover at lære de mange keramiske teknikker også blev uddannet i at undervise i keramik. I keramikværkstedet på Vrå Højskole er der en behagelig og hyggelig stemning hvor der er masser af rum til at afprøve forskellige teknikker og at eksperimentere med ler og glasur.
Trine er også uddannet pædagog og uddannelses- og erhvervsvejleder. Hun tager sig blandt andet også af visum ansøgninger til højskolens internationale elever.
Du kan se noget af Trines keramik på instagram:
https://instagram.com/bergmanceramics

Fællesskab?
Lære nyt?
Fordybe dig?
Møde nye mennesker?

Keramik 1
Scroll to Top