Højskolekredsen
Skolekredsen på Vrå Højskole
Har du lyst til at være en del af Vrå Højskoles bagland – og vil du være med til at sikre fundamentet under en af Danmarks ældste højskoler?
Så mangler vi DIG i vores skolekreds!
Skolekredsen er højskolens formelle og juridiske bagland, og den præger og fremmer samspillet mellem skolen og det samfund, vi er en del af.
Vrå Højskole er nemlig mere end en række historiske bygninger. Højskolen er først og fremmest de mennesker, der færdes på den – og det liv, der udfolder sig omkring den.
Noget af det vigtigste, vi som højskole kan ønske, er et stort levende bagland af mennesker, der har lyst til at tage del i skolens liv og lyst til at bakke os op i den folkeoplysning, som er højskolens DNA.
Derfor søger vi altid nye medlemmer til vores skolekreds. Kredsen er for alle, der er interesseret i højskolen, dens indhold og drift, og som kan støtte op om skolens værdigrundlag og formål.
Som medlem af Skolekredsen bliver du hvert år inviteret til generalforsamling, der ligger i slutningen af april måned. Generalforsamlingen er åben for alle interesserede, men det er kun medlemmer af skolekredsen, der har stemmeret.
Skolekredsen er for dig, der:
- Vil have indflydelse og stemmeret til generalforsamling og valgbarhed til højskolens bestyrelse.
- Vil præge og styrke højskolens liv og give skolen opbakning.
- Ønsker, at Vrå Højskole skal fortsætte med at være en vigtig kulturinstitution i lokalområdet.
- Interesserer dig for højskolens arrangementer og events.
Pris:
Det koster 200 kr. som éngangsgebyr at melde sig ind. Nye medlemsskaber af Vrå Højskoles skolekreds godkendes af bestyrelsen.
Som bonus får du Vrå Højskoles årsskrift tilsendt som pdf og skolens nyhedsbrev på mail.
Du kan melde dig ind i Skolekredsen ved at udfylde formularen herunder.
Du kan også kontakte skolen på info@vraahojskole.dk eller tlf. 98981010.
Reglerne om skolens virke, skolekreds, generalforsamling og bestyrelse fremgår af højskolens vedtægter.
Vedtægter
§ 1. Hjemsted og formål
Stk. 1. Vrå Folkehøjskole er en uafhængig og selvejende institution.
Stk. 2. Højskolen er oprettet 1. november 1872 og har hjemsted i Hjørring Kommune.
Stk. 3. Institutionen ejer ejendommen matr. nr. Vrå, 9c beliggende Højskolevej 1a.
Stk. 4. Vrå Højskoles værdigrundlag er:
- at alle er ligeværdige
- at frihed under ansvar og demokrati er grundlaget for menneskeligt samvær
- at fællesskab og personlig stillingtagen udfordrer og udvikler individet
- at forundring, faglig fordybelse, kreativitet og livsoplysning er vigtige i dannelsen af menneskets identitet og selvforståelse
- at tilværelsen er større og rigere, end vi er i stand til at begribe
- at mennesket under de rette omstændigheder har uanede muligheder
Stk. 5. Højskolens formål er at drive en folkehøjskole inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler. I overensstemmelse hermed tilbyder skolen undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig oplysning. Undervisningen er af almendannende karakter.
Skolen er en grundtvigsk folkehøjskole med vekselvirkning mellem tradition og fornyelse, hvor et frit møde mennesker imellem giver mulighed for tolkning af tilværelsesspørgsmål og fordybelse i fag med henblik på forståelse af den enkeltes personlige værdi og betydning for fællesskabet.
Skolen ønsker at fastholde og udbygge sin tilknytning til egnen.
§ 2. Skolekreds.
Stk. 1. Medlemmer af Vrå Folkehøjskoles skolekreds er enkeltpersoner med gyldigt medlemsbevis samt enkeltpersoner, der ved indskud af et af bestyrelsen fastsat beløb har erhvervet sig medlemskab. Medlemsbidragets størrelse godkendes af generalforsamlingen.
Stk. 2. Medlemskab godkendes af bestyrelsen. Afgørelsen kan forelægges for generalforsamlingen både af den, som bestyrelsen måtte have afslået at optage, og af et mindretal på mindst tre medlemmer i bestyrelsen.
Stk. 3. Medlemmerne har ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art, men har adgang til at afgive stemme ved personligt fremmøde på generalforsamlingen. Ingen kan afgive mere end én stemme. Medlemmerne har intet personligt ansvar over for skolens forpligtigelser.
Stk. 4. Skolens årsregnskab sendes fra skolen senest 14 dage før den generalforsamling, hvor regnskabet skal behandles. Medlemmer af skolekredsen og skolens medarbejdere har ret til indsigt i skolens budgetter og regnskaber. Retten omfatter indsigt i drifts- anlægs- og likviditetsbudgetter, årsregnskaber, byggeregnskaber samt oplysninger til brug ved tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed. Endvidere gælder indsigten revisionsprotokoller, der er forelagt bestyrelsen.
§ 3. Skolens drift
Stk. 1. Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud samt ved elevbetaling og økonomiske bidrag fra skolekredsen.
Stk. 2. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Stk. 3. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen. f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, bygningsforanstaltninger og lignende. Anbringelse af likvide midler kan ikke ske på konti m.v., som andre end skolen disponerer over.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er skolens øverste myndighed og består af skolekredsens medlemmer.
Stk. 2 Generalforsamlingen vedtager ændringer i vedtægterne, jf.§12, og træffer beslutning om institutionens nedlæggelse, jf.§13
Stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt, senest d. 30.4. og indkaldes med et varsel af 14 dage ved direkte henvendelse til medlemmerne. Generalforsamlingen bekendtgøres i øvrigt i de lokale dagblade.
Stk. 4. Generalforsamlingens dagsorden skal omfatte følgende:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Forstanderens beretning
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
- Fastsættelse af medlemsbidrag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
- Valg af revisor
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Stk.5. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Stk.6. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes på samme måde som ved ordinær generalforsamling og afholdes inden 21 dage efter, at enten 4 bestyrelsesmedlemmer eller 30 medlemmer af skolekredsen skriftligt har krævet det. Forslag til dagsorden skal indsendes samtidig med begæring om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
Stk.7. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, jf. dog § 12 og § 13.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal mødte medlemmer, jf. dog § 12 og § 13.
Stk.8. Skriftlig afstemning foretages, når mindst en tredjedel af de fremmødte medlemmer kræver det.
Stk.9. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant foretages altid ved skriftlig afstemning.
Stemmeseddel til bestyrelsesvalg skal indeholde tre navne og stemmeseddel ved valg af suppleant ét navn.
Stk.10. Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.
§ 5 Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1 Bestyrelsen består af syv medlemmer, hvoraf de 6 vælges på generalforsamlingen for to år og afgår med tre og tre årlig. Genvalg kan finde sted.
Stk. 2 Suppleant vælges for et år ad gangen. Der kan vælges både en 1. suppleant og 2. suppleant.
Stk. 3 Ét medlem vælges af Vrå Folkehøjskoles elevforening.
Stk. 4 Bestyrelsen vælger selv formand og næstformand.
Stk. 5 Bestyrelsens medlemmer skal være myndige og have fast bopæl i Danmark.
Stk. 6 Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af medlemmer.
§ 6 Bestyrelsens opgaver
Stk. 1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen og sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn. Bestyrelsen er ansvarlig over for skolekredsen. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig over for kulturministeren, herunder for at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes.
Stk. 2 Bestyrelsen ansætter og afskediger forstander. Herudover ansætter og afskediger bestyrelsen øvrigt personale med overordnet ledelsesansvar efter indstilling fra forstanderen.
Stk. 3 Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.
Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter elevbetalingen.
Stk. 5 Bestyrelsen godkender en plan for skolens overordnede kursusvirksomhed og en undervisningsplan for det enkelte kursus.
Stk. 6 Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt driftsregnskab og status, jf. § 10, stk. 1.
Stk. 7 Bestyrelsen underretter Kulturministeriet om institutionens nedlæggelse.
Stk. 8 Bestyrelsen er ansvarlig for, at der afholdes en årlig selvevaluering med personalet for at sikre dialog med medarbejdere og sikre, at alle kender skolens værdier og visioner.
§ 7 Bestyrelsens arbejde m.v.
Stk. 1 Bestyrelsen holder møde, når formanden eller tre medlemmer finder det nødvendigt.
Stk. 2 Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne til møde og meddeler samtidig, hvilke sager der skal behandles.
Stk. 3 Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger herunder afstemningsresultat indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i protokollen. Formanden sørger for, at de trufne beslutninger udføres.
Stk. 4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Suppleanten deltager i bestyrelsens møder og deltager med stemmeret i tilfælde, hvor bestyrelsen ikke er fuldtalligt repræsenteret.
Stk. 5 Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.
Stk. 6 En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvor væsentlige hensyn til skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt. Tavshedspligten er desuden gældende, når mindst én af mødedeltagerne kræver det.
Stk. 7 Forstander/forstanderpar deltager uden stemmeret i bestyrelsens møder. Faste medarbejdere ved skolen kan uden stemmeret deltage i møderne. Bestyrelsen kan ved behandling af konkrete sager vedrørende medarbejdere, beslutte at holde møde alene for medlemmerne.
Stk. 8 Bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler. Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder for medlemmerne.
Stk. 9 Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.
§ 8. Skolens daglige ledelse
Stk. 1 Den daglige ledelse af skolen varetages af forstanderen, som tillige har det pædagogiske ansvar.
Stk. 2 Ved forstanderens fravær ud over 1 måned skal bestyrelsen konstituere en forstander.
Stk. 3 Forstanderen ansætter og afskediger lærere og øvrige medarbejdere uden overordnet ledelsesansvar. Ansættelse og afskedigelse forelægges til orientering for bestyrelsen.
Stk. 4 Forstanderen er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet.
§ 9. Medarbejderråd
Stk. 1 Medarbejderrådet består af forstander samt fast pædagogisk- og ledende praktisk personale.
Stk. 2 Medarbejderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet.
Stk. 3 Medarbejderrådets udtalelse indhentes i følgende sager:
- forslag til kurser, kursusterminer og udlejning
- orlovs- og kursusønsker
- skolens budget og årsregnskab
- større anskaffelser (inventar, undervisningsmateriel mv.)
- forslag til nybyggeri og ombygninger
- ansættelse af faste lærere, ledende praktiske medarbejdere og forstander.
- ændringer i skolens vedtægter
Stk. 4 Medarbejderrådet træffer beslutning i forbindelse med udarbejdelse og administration af skolens ordenssystem.
§ 10. Regnskab og revision
Stk. 1 Driftsregnskab og status udarbejdes hvert år inden den 1.4. Regnskabet opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om revision af frie kostskoler.
Stk. 2 Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 1 maj., hvorefter det reviderede regnskab, bilagt revisionsprotokollat sendes til bestyrelsens formand til forelæggelse på den førstkommende ordinære generalforsamling. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive det reviderede regnskab inden forelæggelse for generalforsamlingen. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemsskab af bestyrelsen, jf.§ 5.
Stk. 3 Regnskabsåret er kalenderåret.
§ 11. Tegningsret
Stk. 1 Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med bestyrelsens næstformand eller af et flertal af bestyrelsen inkl. formanden.
Stk. 2 Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves et flertal på mindst fem bestyrelsesmedlemmers, herunder formandens, underskrift.
§ 12. Vedtægtsændringer
Stk. 1 Vedtægtsbestemmelser og ændringer heri skal godkendes af ministeriet.
Stk. 2 Ændringer af vedtægterne skal vedtages på 2 generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.
Stk. 3 Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra mindst 3/4 af de fremmødte medlemmer.
§ 13. Nedlæggelse
Stk. 1 Beslutning om institutionens nedlæggelse træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer stemmer for. Opnås sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal af de mødte medlemmer.
Stk. 2 Ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.
Stk. 3 Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation godkendt af Kulturministeriet.
Stk. 4 Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af institutionens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.
Stk. 5 Overskydende midler anvendes med Kulturministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om frie kostskoler.
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 7. september 2021.
Bestyrelsen
Bestyrelsesleder, medlem af FU
Anne Marie Heide Hviid
annemarie@heidehviid.dk
Medlem
Kari Jacobsen
kari@rune-jakobsen.dk
Medlem
Louise Eltved Krogsgård
eltved@gmail.com
Suppleant
Anna Kolind
anna-kolind@tdcadsl.dk
Medlem
Jeanet Nørlund Østerby
jeanets62@gmail.com
Medlem
Jørgen Bing
joergen.bing@hjoerring.dk
Medlem
Klaus S. Rasmussen
ksr@komplext.dk
Tilmeldingsformular
Når bestyrelsen har godkendt dit medlemskab, kontakter vi dig ang. betaling af indmeldelsesgebyret.