Rejsekursus – 5 dage på højskole + 8 dages rejse til Island

Uge 25-26: 14-06-2020 – 26-06-2020

Pris højskole: Kr. 4.500 inkl. kost og logi i dobbeltværelse
Pris Islandsrejse
: Kr. 16.500 i dobbeltværelse

Status: Ledige pladser

En rejse til Island er en oplevelse for livet

Tag med Vrå Højskole til Island og oplev gejsere, midnatssol, islandske heste og og andre naturfænomener, der kendetegner det moderne ø-samfund.
For at få det fulde udbytte af en rejse til Islands enestående natur og kultur tilbyder vi 5 dage på Vrå Højskole som optakt. Vi har en traditionsrig og moderne højskole. Vores gamle, men velholdte hovedbygninger danner den hyggelige ramme om alle vores fællesaktiviteter.

I foredragssalen skal vi høre om islandsk kunst og litteratur, Island i dag, den islandske hest (der jo er gudernes hest) og om Njals sagaer. Alt sammen fra Danmarks bedste på områderne. Islandske film er storslåede, og vi vælger at se en af dem.

Vrå Højskoles køkken sørger for fremragende forplejning, og indkvartering sker i moderne værelser med eget bad og toilet. Vi bliver godt forberedte og får et højskoleophold inden vores rejse til Island.

Helt oppe nordpå i Island bliver det ikke mørkt på denne tid. Solen er lige nede under horisonten blot nogle få minutter. Her starter årets rejse. Vi starter i Nordlandets største by Akureyri. Vi besøger den fantastiske sø Mývatn med uendelige mængder fugle og den ene naturattraktion efter den anden: sære lavaformationer, kogende mudderpøle og fantastiske udsigter. Dernæst går turen til vandfaldet Aldeyjarfoss, elven i Nýidalur og den lille by Hvolsvöllur. Der bliver også tid til at gå en tur langs de sorte strande og historier om vulkaner og sagaer. Vi skal en tur til Vestmannaøerne. Mange vil huske det voldsomme vulkanudbrud dér i 1973, som man bedre kan forstå efter et besøg på vulkanen og i det fine museum. Selvfølgelig skal vi også opleve det imponerende Gullfoss vandfald og gejseren Strokkur. Et af de absolutte højdepunkter bliver turen til Tingvallasletten og -søen, der er et UNESCO-beskyttet område. Vi får en rundtur i Reykjavik, Islands hovedstad og bruger den sidste dag i denne fantastiske by. 

Det er 8 dage med høj intensitet, som den meget kompetente, dansktalende rejseleder bidrager til.

Højsommer i Island - oplev gejsere, vulkaner og ikke mindst Vestmannaøerne og den fantastiske Tingvallaslette.

Vi vil på denne tur opleve de absolut mest interessante steder i Island. Søen Mývatn med dens enorme mængder af fugle, pseudokratere ved Skútustadir, lavaformationerne Dimmuborgir og de kogende mudderpøle ved Námskard, kaldet ”helvedes køkken”. Vi skal på hvalsafari, hvor der er gode chancer for vågehval og pukkelhval.

Vi får tid til et besøg på Vestmannaøerne, som i 1973 ramtes af et stort vulkanudbrud. Mere end 400 huse blev ødelagt i katastrofen. Vi rejser naturligvis ikke hjem uden at besøge Tingvallasletten- og søen, hvor Altinget blev grundlagt i år 930. Vandfaldet Gullfoss og området med gejseren Strokkur besøges også, før vi kommer til hovedstaden Reykjavik, som der naturligvis er tid til at opleve.

Turen ledes af en dansk-talende islandsk rejseleder.

Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende – vi opfatter turene som en slags rejsende højskole. Eftersom deltagerne er nysgerrige og interesserede lykkes det altid. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele…

Program for Island

Dag 1 / fredag den 16-6-2020

Vi forlader Vrå Højskole og kører i højskolens egen bus mod Billund. 

Kl. 21.55 afgår flyet fra Icelandair fra Billund. Flyet lander efter ca. tre timers flyvning i Keflavik, Island kl. 22.45 (lokal tid), hvor bussen og rejselederen venter. Der kan handles toldfrit og veksles/hæves penge i lufthavnen. 

Eftersom det er så sen ankomst, overnatter vi på lufthavnens hotel og skal spadsere med bagagen de 250-300 meter fra terminalen til hotellet.

Dag 2 / lørdag den 20-6-2020

Efter en lidt sen morgenmad, går turen går så mod landets hovedstad Reykjavik og indenrigslufthavnen, hvorfra vi flyver mod nord i retning af Nordlandets største by Akureyri. Her venter bussen, og vi passerer den særprægede kirke, der ligger højt placeret i byen (billede). Så kører mod øst, over på den anden side af fjorden Eyjafjördur, hvor vi skal besøge ”The Icelandic Folk and Outside Art Museum” og den meget fine tørvegård Laufás, før vi finder vort hotel, helt ude på landet. Vi spiser middag og overnatter derefter de kommende to nætter på dette sted.

Dag 3 / søndag den 21-6-2020

Efter morgenmaden kører vi til byen Húsavik på nordkysten og skal derfra på en cirka tre timers hvalsafari, hvor chancerne for at se vågehval og pukkelhval er god. 

Fra Húsavik er der 55-60 km til søen Mývatn, hvor vi bruger resten af dagen på de mest interessante steder, som bl.a. pseudokraterne ved Skútustadir (billedet), de dramatiske lavaformationer Dimmuborgir (”de sorte slotte”) og området med de kogende og svovlstinkende mudderpøle. Søen er kendt over hele verden som et usædvanligt rigt fugleliv; sjældne arter som islom, strømand og islandsk hvinand yngler her. Vi ser sikkert også nordisk lappedykker, odinshane og der er gode chancer for mosehornugle og jagtfalk.

Sidst på dagen kommer vi tilbage til vort hotel og spiser aftensmad der igen.

Dag 4 / mandag den 22-6-2020

Vi pakker bussen og kører tidligt mod syd – i dag skal vi krydse det indre Island, som med rette nogle gange kaldes ”en kold ørken”. Det er denne rejses længste køretur med omkring 8 timers kørsel. Her oplever vi landskaber, der er omtrent så forskelligt fra den danske frodighed, som man kan forestille sig. Der er tid til pauser undervejs, bl.a. ved vandfaldet Aldeyjarfoss (billede) og ellers på steder, hvor man kan nyde de enorme udsigter hele horisonten rundt. Vi skal på et tidspunkt krydse en bred elv i Nýidalur, så derfor skal bussen være rimelig robust. Vi passerer – og stopper, hvis der er tid – ved en kopi af den særlige gamle islandske gård Stöng. Den oprindelige Stöng ligger ikke langt herfra og blev begravet i aske efter et stort udbrud i vulkanen Hekla i 1104. Vi er ikke langt fra Hekla på denne rute.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til den lille by Hvolsvöllur, hvor vi skal bo de kommende tre nætter.

Dag 5 / tirsdag den 23-6-2020

Vi bruger dagen på en tur langs sydkysten af landet. Det giver oplevelser som bl.a. flere vandfald, ture langs sydkystens sorte strande, en travetur til en gletsjer – alt sammen med tid til gode pauser. 

Der er også indlagt besøg på to steder i ”vor egen by” Hvolsvöllur, dels det næsten nye LAVA Center, der fortæller om vulkansk aktivitet, dels Saga Center, der er koncentreret om Njals Saga, og desuden fortæller om Brugsforeningsbevægelsen i Island, der gennem mange år var betydningsfuld. Endelig er der i løbet af de seneste mange år broderet en lang, lang fortælling om Njals Saga. Det er en lidt rolig dag, efter gårsdagens lange kørsel.

Dag 6 / onsdag den 24-6-2020

I dag skal vi over til øgruppen Vestmannaøerne det meste af dagen. I sommeren 2010

blev der åbnet en ny færgehavn, ikke så langt fra hotellet. Sejlturen varer kun 30-40 minutter. Vestmannaøerne kender de fleste fra det meget eksplosive vulkanudbrud i 1973, som startede midt om natten lige i udkanten af øgruppens eneste by med godt 5.000 indbyggere. Til alt held var størstedelen af fiskeflåden i havn og kunne sejle de fleste indbyggere ind på fastlandet, mens lava og aske ødelagde store dele af byen. Mange huse blev fuldstændig dækket med en lavamasse på op til 40-50 meter. Mange andre fik store skader af askefaldet. Nu kan man gå oppe på lavaen og se gadeskilte og omtaler af de enkelte huse, som nu altså ligger mange meter under lavaen. Det er ret nemt at gå helt op på toppen af det nye fjeld – kan man stadig mærke den vulkanske varme stige op? Før vi sejler tilbage til ”fastlandet” er der tid til et besøg på det næsten nye museum, der på en meget fin måde fortæller om både dette udbrud og om skabelsen af øen Surtsey i midten af 1960’erne. Tilbage på hotellet, for tredje og sidste nat på dette sted.

Dag 7 / torsdag den 25-6-2020

Vi har et tæt program foran os, så vi starter tidligt. Vi skal i dag opleve vandfaldet Gullfoss, det måske mest kendte i Island og meget imponerende. Blot 10 km derfra besøger vi området med gejseren Strokkur, der med få minutters mellemrum sender en kogende vand- og dampsøjle til vejrs. Næste stop er ét af de absolutte højdepunkter på en tur til Island: Tingvallasletten og –søen med både geologisk og historisk stor vigtighed og et UNESCO-beskyttet område. Rejselederen vil fortælle meget mere om Altinget (stiftet her i år 930) og geologien, men først og fremmest skal man selv opleve det fantastiske område.

Herfra er der ikke langt til Reykjavik, Islands hovedstad.

Når vi ankommer kører vi en lille rundtur i byen, så de vigtigste steder kan blive præsenteret for jer. Vi passerer bl.a. Höfdi, hvor præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 holdt deres berømte topmøde; vi passerer det store koncerthus Harpa (tegnet af danske Henning Larsen i samarbejde med den dansk-islandske billedkunstner Ólafur Eliasson); vi kører forbi den sære bygning Perlan og også forbi Nordens hus, der siden 1968 har ligget her og arbejdet for nordisk kultur. Huset er tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto og er meget smukt. Vi skal se den store Hallgrímskirke (billede), inkl. indvendigt, hvor den måske er smukkest. 

Der bliver så et par timers pause på værelserne (eller uden for…) indtil vi om aftenen mødes til fælles afskedsmiddag på restaurant, der ligger i gå-afstand fra hotellet. 

 

Dag 8 / fredag den 26-6-2020

Der er tid til nogle timer på egen hånd, for vi skal ikke forlade byen før kl. 13.00/13.30. Hotellet ligger 1½-2 km fra centrum, og er vejret fint kan man spadsere ad en god sti ved bugten. Der er også bybusser eller naturligvis taxa, hvis man foretrækker det. Der afgang kl. 16.15 mod Billund med ankomst ca. tre timer senere kl. 20.55 (dansk tid).

Her venter højskolens egen bus og vi kører mod nord…

Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.

Inkluderet i prisen:

  • Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter
  • Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren chauffør
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet alle steder. 
  • Middag x 6 stk.
  • Hvalsafari, cirka 3 timer
  • Sejlturen til/fra Vestmannaøerne/Heimaey
  • Entréer til de nævnte museer
  • Dansktalende islandsk rejseleder på den islandske del af turen
  • Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden
 

Ikke inkluderet i prisen:

  • Servering ombord på flyet
  • Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt
  • Daglige frokoster (regn med 90-110 kr. pr. person)
  • Øvrige måltider
  • Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold. Prisen er baseret på min. 20 deltagere.

Såfremt der ikke er nok deltagere, melder vi en evt. aflysning ud 1. maj 2020
 

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Udfyld tilmeldings-formularen og kom afsted!

Har du lyst til at deltage på et af Vrå Højskoles mange sommerkurser, gælder det om at tilmelde sig – og gerne inden alt for længe. En del af vores kurser er nemlig hurtigt udsolgt, så det gælder om at komme først til mølle.

Mange af vores kurser har kun plads til eksempelvis 12 deltagere – nogle enkelte mere. De små hold sikrer, at du får ekstra meget ud af undervisningen – og samtidig lærer de øvrige kursister på holdet bedre at kende.

Skulle det kursus, som du gerne vil på, være udsolgt, så skriver vi dig gerne op på venteliste. Du kan nemlig være heldig, at en anden må melde afbud – og så kontakter vi selvfølgelig dig. Vi glæder os til at møde dig – og lære dig bedre at kende. Brug tilmeldings-formularen herunder.

Tilmelding til kurset:





Scroll til toppen