TANKER I EN CORONATID

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor.

Verden er noget kun af lave. Samfund lukker ned. Mennesker lukker ned for kontakt. Vaner ændres, og virksomheder går konkurs. Mennesker bliver arbejdsledige, flere oplever vold og alkohol, flere bliver ensomme, og de mest udfordrede bliver endnu mere udfordret.

Og for første gang i mit liv oplever jeg, at jeg totalt har mistet kontrollen. Jeg kan ikke sige: ”Gå væk!”

Jeg kan godt passe på mig selv og dem omkring mig, men det er en krise, hverken jeg eller andre kan arbejde os ud af. Det er ikke en fjende, vi kan forhandle med eller slå ned med koldt blod og våben.

Man kan spekulere i mangt og meget under denne krise, men man kan måske også arbejde på at se verden gennem andre briller end de vanlige og på den måde acceptere, at livsvilkåret er ændret og sikkert vil være det i mange år fremover.

Jeg vil være positiv
Derfor har jeg besluttet mig for at være positiv, i hvert fald indimellem.

Vores folketing gør det godt. Tænk hvis den enighed og det fællesskab, der har gjort det stærkt, kunne fastholdes. Tænk, hvis medlemmerne kunne fortsætte med at tale med hinanden og løse tingene internt uden mediernes indblanding og ”oversættelser” og uden partitaktisk fnidder og bagklog bedreviden og ”klogeågeri”. Det kunne være et spændende og givtigt eksperiment for vores fælles fremtid.

Der arbejdes på højtryk i vores sundhedsvæsen og også blandt vores politikere for at finde løsninger. Men så kommer balladen. På Marienborg arbejdede politikerne hårdt med at åbne Danmark i fase 2. Samtidig med arbejdede man på højtryk i Sundhedsstyrelsen. Man arbejdede blandt andet med afstandskravet. Selv i Vrå har vi for længst hørt, at de to meter ikke var en hellig ko. Politikerne kom med deres åbninger torsdag, og Sundhedsstyrelsen blev færdige med deres beregninger søndag. Opløftende resultat: Én meters afstand er nok.

Jeg er ikke partipolitisk
Men ak, jeg plejer ikke at være partipolitisk her. Så bliver blå blok ”coronabagkloge” og sviner regeringen og ikke mindst Mette F til. I mine ører lød det skingert: ”Det måtte Mette da have vist!” Som om vores statsminister skulle have nogen som helst fordel af at fortie det. I tirsdagen tv-avis fortalte Søren Brostrøm ovenikøbet, at han først talte med statsministeren tirsdag om dette.

Vi er på vej med åbninger. Nu kan vi ikke vente meget længere. Meget er allerede åbnet, og vi, der må vente, venter i spænding og holder smittetrykket (et af de mange nye ord, der er blevet folkeeje), til det bliver vores tur.

Et mix af hensyn
Det bliver nu et mix af sundhedsfaglige og politiske hensyn, der kommer til at definere åbningstakten, og et af de steder, vi bløder, er stadig på kulturen. Jeg tænker ikke her på økonomien – der kan skrives tykke rapporter om den, og det er slemt – men på den helt almindelige daglige dosis kultur, vi er vant til at få i dialog med andre mennesker. Samtalen om dette og hint, når vi tilfældigvis mødes på vores vej. Lige nu handler alle samtaler om corona og åbningsplaner. Glemt er den fysiske samtale. Det, der foregår, foregår virtuelt.

Vi skal holde afstand fysisk, men vi kan stadig godt fornemme at være i menneskeligt selskab, selv med god afstand på en anden måde end bag en skærm.

Vi skal have gang i hjulene. Naturligvis skal vi have omsætningen til at stige igen. Men jeg er bange for, at behovet for almen menneskelig kontakt med samtaler og fælles oplevelser underkendes.

Storcentre og stormagasiner er, undskyld mig, ikke oplevelsescentre for børn og familier eller for unge. Heldigvis kom bibliotekerne med i 2. fase. Det kan hjælpe en smule.

Tørster efter kultur
Efterskolerne starter igen på mandag. Vi må krydse alt, hvad der krydses kan, for at det går godt, og at smittetrykket kan holdes nede, så åbningerne af museer, biografer, teatre, højskoler m.v. kan ske som planlagt. Vi tørster efter de kulturelle tilbud, lige fra fodbold til teatre og biografer.

Men, når alt dette er sagt, og trangen til på vanlig dansk maner at brokke sig lidt er overstået, kan jeg ikke lade være med at tænke hele situationen i perspektiv. Ja, det er synd for os alle. Det er synd for de unge, der taber deres vanlige oplevelser dette forår, men der kommer et nyt forår for dem. De er ganske vist blevet et år ældre, men foråret kommer igen for dem, og der er, som det ser ud, tale om et års tid, hvor det hele var bagvendt.

Men perspektiv og positivitet eller ej. Det her er ikke for sjov. Vi skal passe på, holde stand og huske, at der mennesker bag alle skærmene. Og lige pludselig kan vi mødes igen – måske på afstand, men som mennesker af kød og blod.

Vi ses derude på den anden side af coronaen!

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email
Scroll til toppen