Sangen har magt

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor.

Uagtet der nu er lovet indian summer i den kommende uge, stunder efteråret til. Og et tydeligt tegn er starten på alle de nye tiltag, der sker i folkeoplysningens tegn. Der starter kurser, foredragsrækker, vandringer og træninger alle steder, hvor vi danner grupper og fællesskaber, der helt basalt har deres afsæt i folkeoplysningen.

På højskolerne, hvor en stor del af folkeoplysningen havde og har sit udspring, er der tre vigtige elementer i højskolelovens § 1 – nemlig, at det, vi skal give hinanden gennem samværet, er: livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Og hvor får vi det bedre end i den sangbog, der er fælleseje i alle de folkeoplysende bevægelser, Højskolesangbogen?

Til de tre begreber kan vi flere steder i bogen finde gode eksempler på relevante sange, og jeg bruger den ofte i min hverdag for at illustrere forskellige tilgange til livet. En af de sange, der i min optik er særdeles væsentlig for den tid, vi er i lige nu, er kun på et vers: ”Mørk er november”. Det lyder som en novembersang, men er så meget mere. Den hører til under de folkeoplysende sange.

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske – og plante et træ:
frugter skal uspået komme.

Sangen er skrevet i tiden omkring atomprøvesprængningerne i 1959 af Thorkild Bjørnvig i forbindelse med indvielsen af Båring Højskole, og ordet dræ står for affaldsstoffer fra atomprøvesprængningerne. Sangen er udtryk for en tid, hvor man skriver sange om mennesker, der truer deres egen eksistens. Det gjorde man i 50’erne. Det gør vi stadig.

Vi lever i et samfund lige nu, hvor stort set alt er individbaseret. Vi er vidende, beregnende og udviklingsorienterede. Alt skal vækste, både samfundsøkonomi og virksomheder. Vi skal og vil kontrollere mere og mere, sætte regler og retningslinjer for alt. Vi har vænnet os til, desværre, at magtens arrogance får lov at spille sit spil.

Trump vil købe Grønland. Det er uforskammet, arrogant og ikke mindst fuldstændig kalkuleret i forhold til, at skabe tumult omkring sit måske forestående besøg i Danmark. Vi burde straks melde ud, skarpt og kontant, at en sådan optræden ikke er acceptabel i et demokratisk samfund, der bygger på lighed og fælleskab. Hvad ville vi selv føle, hvis naboen pludselig meldte ud i offentligheden: ”Tja, min nabo er lidt sølle. Jeg tror lige, jeg køber ham og familie. Jeg kan egentlig godt lide den grund, de har”?

Mørke kræfter truer os mange steder. Krige hersker over store dele af verden. Vi ser dagligt billeder fra Hongkong med store og voldsomme demonstrationer. Nu er den gal i Indien og Kashmir-området. Der er stadig spændinger i Mellemøsten og interne krige i Afrika. Vi ser bevægelser i Europa, der vil det modsatte af fællesskabet og ligheden. Terrortrusler er blevet en del af vores hverdag. Måske ikke lige i vores baggård, men tæt nok på.

Ser vi igen på sangen, er påstanden, at det er i det kreative, legen og sangen, vi skal finde videre i det mørke, der opstår omkring os. Det kan vi gøre i folkeoplysningens fællesskaber. Selv i mørket kan vi sammen finde vejen hen mod andre tider, hvis vi vil. Legen er magt, livsglæden er magt, hvis vi bruger den.

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis jorden gik under i morgen. Han svarede: ”Så ville jeg plante et træ i dag”. Jeg tror, at det er vigtigt, at alle de mange mennesker, der ikke vil mørket, står frem og viser, at livsglæden, sangen og legen skal holdes i live. For så længe, der er liv, er der håb. Pludselig kan det uventede ske: ”frugter kan uspået komme”.

Der er mange sange om de trængsler, vi påfører os selv. Sange, der handler om, at menneskers egen viden er den største trussel. Vi kan ikke bare bede om hjælp hos Vorherre, Muhammed, Buddha eller Thor. Det er kun sammen, vi kan overvinde de trusler, vi selv har skabt. Det kan vi i folkeoplysningen, i foreningerne og i fællesskaberne.

God fornøjelse med dine fællesskabs-aktiviteter i dette tilstundende efterår.

Klumme bragt i Nordjyske d. 22. august 2019.

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Scroll til toppen