Parallelsamfund og eftertanker

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor:

Mandag morgen startede godt, og med min kaffe i hånden skulle jeg lige orientere mig i dagens nyheder, men faldt over en artikel fra Politiken.dk: ”Findes der flere parallelsamfund?”, der egentlig tager afsæt i en analyse fra 2009. Jeg skimmede gennem artiklen, og den satte tanker i gang om, hvad det egentlig er, vi gør og siger i dagens Danmark nu og for 10 år siden.

Iflg. analysen fra 2009 viste det sig, at mange danske muslimer var både mere moderne og mindre autoritære end DF’s vælgere. Analysen viser både forskelle og ligheder. Men der hvor jeg begynder at spekulere er, da jeg læser, at 40 % af DF’s vælgere går ind for revselsesretten, hvor tallene i den øvrige befolkning er 13 % for øvrige danskere og 7 % for muslimer i Danmark. Et andet spændende tal er, at 10 % af DF’s vælgere mener, at kvinder bør passe hjem og børn. Det samme tal gør sig gældende for muslimer i Danmark, hvor procenten for resten af befolkningen er 1 %. Om analysen holder 100 % i dag tør jeg ikke sige, men de sidste års stigning i fremmedhadet og frygten for det anderledes får mig til at tro, at der ikke er de store udsving i mønsteret.

Denne lille artikel fik mig til at lytte til den retorik, der er i samfundet. Den retorik, der kendetegner individer og grupper, og blive mere opmærksom på, at begrebet parallelsamfund måske er mere betegnende for store dele af Danmark end begrebet et fælles Danmark.

Vi lever jo alle i en eller form for parallelsamfund. Ordet blev brugt på dansk første gang i 1968. Men først i 90’erne begyndte man for alvor at bruge begrebet, og parallelsamfund er blevet defineret på mange måder. Lige fra et samfund, vi deler i overklasse, middelklasse og underklasse som eksempler på paralle samfund, ligesom de frie skoler og deres tankefelt er blevet opfattet som parallelle samfund. Christiania og Thylejen er også eksempler på parallelsamfund. Og i dag er ingen i tvivl om, at vi taler om borgere med anden etnisk herkomst end dansk, når vi siger parallelsamfund.

Men parallelle samfund er noget helt andet. De defineres som et samfund, der eksisterer side om side med et eller flere andre samfund, og vanen med at bruge begrebet som en mulighed for at udskamme grupper af mennesker viser mere om afsenderen end om samfundet.

I sidste uge oplevede vi, at et medlem af Folketinget fik held til at udskamme en hel befolkningsgruppe ved at hævde, at nogle mennesker ikke kan fungere i hans Danmark. Det er uværdigt for folkestyret, men også problematisk, da det Danmark, der er hans, formentlig kun eksisterer i de parallelsamfund, han selv er en del af.
Hele denne opsplitning i dem og os, uanset hvem der tales om, er farlig for vores demokrati, vores kultur og vores fremtid som et velfungerende samfund. Vi har parallelle samfund overalt. Vi har by og land, to meget forskellige samfund, der lever og eksisterer side om side. Vi har frie skoler og folkeskoler. Vi har hele områder i landet med overvejende politisk observans mod højre, og andre områder med overvejende tendenser mod venstre. Men der er tale om samfund, der lever side om side.

Et gammelt ordsprog siger: “Krage søger mage”. Det betyder, at man søger sammen med ligesindede. H.C. Andersen fortsætter endda rimet ud i det absurde eller selvfølgelige: “Krage søger Mage, og det er altid en Krage”. Og netop med hans ord har vi en af forklaringerne på, at vi grupperer os og danner parallelle samfund. Men det er ikke en opfordring til, at samfundet skal splittes i os og dem.

Lige nu er der en masse kaos i vores samfund. Der er store bankskandaler. Der er et ikke fungerende skattevæsen. Der er alt for mange mennesker, der bliver syge af stress som følge af arbejdspres og krav om effektivitet og kontrol. Der er unge, der bryder sammen, og børn der begår selvmord. Der er gamle, der forsømmes. Og samtidig med at pengene fosser ud af statskassen til noget, vi ikke ved hvad er eller har kontrol over, dikterer statsapparatet, der er styret af Folketinget, besparelser på alle områder, der handler om mennesker, lige fra sygehuse og behandling til skoler og daginstitutioner. Staten dikterer og fralægger sig ansvaret, hvorefter velfungerende kommuner og regioner betaler prisen.

Parallelsamfundet på Christiansborg har talt. Det har besluttet, at vores Danmark består af dem og os. Det er så op til dig og mig at beslutte, hvem der er hvem. Og måske kan vi sammen redde vores demokrati og skabe et sammenhængende samfund ved at hæve vores stemmer i kor.

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email