Livet tog en ny drejning for Martha

Et højskoleophold med keramik gav 30-årige Martha Lundgaard en helt ny karriere. Hun lever i dag for at dreje ler og har blandt andet leveret kopper og krus til Aurions nye satsning: ”Kornets Hus”.

Af Helle Møller Riis

Det var på ingen måde planen, at Martha Lundgaard skulle blive keramiker. Alligevel var det, hvad der skete, da hun for anden gang i sit liv var elev på Vrå Højskole:

– Jeg vendte tilbage til Vrå Højskole i 2018, fordi jeg trængte til at tage en pause i mit liv. Jeg var godt i gang med en karriere som psykomotorisk terapeut, men da jeg mistede min mor, fik jeg brug for at tænke over tingene, og Vrå var på mange måder som at komme hjem for mig, fortæller Martha.

Hun havde tidligere gået på højskolen i 2010. Dengang var højskolen et sabbatår efter gymnasiet, som hun brugte på blandt andet kunst og musik. Da hun var i Vrå for anden gang, fik hun for alvor smag for at dreje ler:

– Da jeg startede igen i Vrå, havde højskolen lige ansat Cille Colberg som keramiklærer. Hun blev en stor inspiration for mig og introducerede mig blandt andet til Lars Kähler, der var gæstelærer på højskolen, fortæller Martha.

Lars Kähler er femte generation af den berømte Kählerfamilie, og derfor var det med en vis ærefrygt, at Martha og de andre elever mødte ham på Vrå Højskole:

– Jeg kan huske, at vi alle var lidt nervøse for at skulle undervises af ham. Det første han sagde til mig var, at jeg drejede helt forkert. Men hans kritik blev altafgørende for mig, fortæller Martha.

I løbet af de dage Lars Kähler underviste på højskolen, opdagede han hurtigt Marthas store dreje-talent. Han tilbød hende en personlig praktikplads efter højskolen på sit værksted i Haslund. En praktikplads, som Martha i den grad fik brug for, da hun senere landede en kæmpeordre til Aurions nye satsning “Kornets Hus”:

– Jeg var til en stor fest, hvor jeg gav fødselaren noget af min keramik. En af de andre gæster opdagede det og blev vildt begejstret, fortæller Martha.

Gæsten, som fik fingrene i de krus, Martha havde lavet, var ansat ved Aurion. Aurion er Danmarks første økologiske mølleri, som på sin fabrik ved Hjørring forarbejder økologisk og biodynamisk korn. Aurion åbner i foråret 2020 Kornets Hus, hvor blandt andet Marthas keramik skal bruges og sælges:

– Jeg blev efter festen inviteret til et forretningsmøde med folkene bag Kornets Hus. Jeg havde nogle forskellige prototyper med, og de blev meget glade for dem, så de endte med at bestille 150 kopper, 50 tekrus og 30 skåle. Og derudover tilbød de at sælge min keramik i deres forretning, fortæller Martha, der har designet særlige kornkopper, hvor hver kornsort har sit eget udtryk:

– Det har været en kæmpeopgave, som Lars Kähler har hjulpet mig med. Jeg ser frem til at se dem i brug, når Kornets Hus åbner på Guldagervej i Hjørring til foråret.

Indtil da drejer Martha videre. Hun har flere udstillinger, som hun deltager i, og hun overvejer igen at blive instruktør på FOF-kursus, så hun også bruger sin uddannelse som psykomotorisk terapeut:

– Min drøm er at leve både af keramik, men også at bruge min krop fornuftigt, og jeg er godt på vej, siger Martha.

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Scroll til toppen