I forvirringens tid

Af Søren Ottzen, viceforstander

Læsebrev i Nordjyske Stiftstidende,  onsdag d. 5. december 2018

 

Jens Rosendal skrev i 1997 ”Sat her i forvirringstiden / ungdom, galskab, kraft og ild. /Tusindvis af søde drømme. / Li’så mange farer vild”. En fantastisk sang, der næsten gør ”forvirringstiden” til et poetisk ord.

Men der er ikke meget poetisk at sige om nutidens forvirring. Den er meget reel.

Lande lukker sig om sig selv, samtidig med at varer, tjenesteydelser og penge sælges verden rundt ved blot et tryk på en tast. De unge skal alene måles og vejes af andres evalueringer og test.

Passer de ikke ind i kasserne, sørger den kognitive medicinalindustri for, at de nok skal komme ind i kasserne. Bioteknologien og nanoteknologien følger godt med. Klimaforandringer fylder meget. Der er basis for en total forvirringstid for de unge, hvilket vi også mærker på Vrå Højskole.

Læg dertil, at løgn er blevet en daglig faktor i den politiske verden. Verden ifølge Trump er det lysende eksempel på det. Men også herhjemme er udtrykket fra slutningen af 1800-tallet ”Hvis det er fakta, benægter jeg fakta” et nutidigt politisk våben.

Hvad mener politikere egentlig i dag? Det kan for den uprøvede unge være meget svært at finde rundt i.

Der er en gammel joke fra Island, der i alt sin korthed går ud på at spørge: ”Hvad gør du, hvis du farer vild i en islandsk skov?” Svaret er: ”Du rejser dig op”. Alt for mange unge nordjyder ligger ned lige nu, forståeligt nok, og kan ikke rejse sig op og finde deres egen rigtige retning i ”den islandske skov” af tilbud.

”Menneske i alt at være” skrev Grundtvig i den forvirringstid, vi nu kalder industrialiseringen.

Han var den store rebel i sin tid i forhold til ”den sorte Skole”. Han står i dag som fadder til højskolerne. Han rejste ungdommen op, for nu at blive i islandsk tale. I 1968 og fremefter kunne ungdommen selv rejse sig.

Oprøret tog på højskole. Men der er ikke noget oprør i dag.

2500 unge nordjyder ligger lige nu ned i skoven og kan ikke rejse sig og finde vej. Flere snubler og falder i løbet af december.

Vrå Højskole gør i det kommende semester alt, hvad vi kan for at få flere unge til at rejse sig og komme videre i den retning, der giver mening for den unge, der er snublet eller faldet. Målsætningen er ikke blot at den unge træffer et valg. Målsætningen er, at den unge træffer det rigtige valg for netop ham eller hende. ”Menneske i alt at være”.

Vi og de unge har fået hjælp til det. Vækstforum synes det er så god en ide, at de hjælper den unge (og kommunerne) stort med det økonomiske i forhold til, hvad et ophold normalt koster.

Vi er på højskolen gearet til at tage imod den gruppe af unge. Vi vil gøre dem klar til at vælge netop den uddannelse og det erhverv der skal blive deres ved at handle efter ”menneske i alt at være”. De unge, der er ”sat her i forvirringstiden”, hjælper vi med at rejse sig op. Vi kalder projektet for ”Nøglen”.

Vi plejer at sige, at vi har hele verden her. Det kan vi se allerede nu, også kommer til at gælde i 2019. Både globalt og socialt er der plads til alle på Vrå Højskole. Det gælder på højskolerne ligesom det skal gælde i samfundet. ”Tusindvis af søde drømme” skal gerne blive til virkelighed.

Søren Ottzen

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Scroll til toppen