fbpx

Hvor mon vi går hen?

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor

I denne tilstundende søde juletid, hvor vi alle er fortravlede, skal nå så meget, se alle de venner og familiemedlemmer, vi ikke har tid til hele året. Bage med ungerne og lave hyggeture ud i naturen, drikke rødt fluidum med mandler og rosiner, og spise alt det, vi afsværger resten af året. Der holder vi fast i traditioner. Store traditioner, mange traditioner og ”tænk, hvis nogen vil forandre min jul!” Katastrofen er løs.

Resten af året er vi stort set klar til at blive manipuleret med. I den retning trendsættere, influensere, politikere, bloggere og andre manipulatorer ønsker.
Der er i verden omkring os et menneskesyn, der deler mennesker i kategorier efter hudfarve, religion, overbevisninger eller tilfældigheder. Et menneskesyn, der styres af frygt for det ukendte, af frygt for, at andre skal få del i noget, der tilhører mig. Et menneskesyn, der styres af magt og penge, hvor der ikke er plads til forskelligheder eller empatiske tiltag.

Vi kan vælge at lukke os om os selv i vores lille land i en fælles tro på, at det ikke rager os. Men vi er ikke er hak bedre selv. Vi har ladet frygten tage overhånd.

Generelt er Danmark et land af primært kulturkristne. Måske er det, fordi vi ikke er forankrede i vores egen tro, at vi ikke tror nok på den, at vi er så bange for det fremmede. Måske er det slet ikke de fremmede, vi skal være bange for. Måske er det vores egen iver for at blive fremmedgjorte og styret af den digitaliserede verden, suppleret med populisme og hurtige løsninger.

Der er i det lys mange små og store ting, der kan tages fat på i billedet af mærkværdige beslutninger på alle niveauer. Lige nu ønsker forretninger, store dele af befolkningen samt store dele af Folketinget, at cigaretter skal gemmes lidt væk fra det direkte syn ved kasserne. DF og Venstre siger nej pga. ”den personlige frihed!” og ”vi vil ikke bestemme, hvad folk skal!” – For ikke ret lang tid siden ville netop disse parter (men retfærdighedsvis også andre) netop bestemme, ”hvad folk skal”. De ville nemlig bestemme over kvinders klædedragt og kvinders ret til at gå med det tøj, de ønsker. Har det noget med digitalisering at gøre? Nej, sikkert ikke. Men det er et eksempel på ting, der styres via populisme, og populismen får næring bl.a. i den digitaliserede verden, hvor alle kan komme til orde uden at stå til ansvar for det.

Et andet område er det generelle globale kvindesyn, der kan gøre mig vred og få mig til at føle afmægtighed, fordi jeg ikke kan gennemskue, hvor jeg skal rette min vrede hen. Et kvindesyn, der både handler om mangel på respekt og mangel på viden. Og et kvindesyn, der også for de unge danskere forstærkes gennem adfærd på sociale medier. Grupper og fora, hvor voksne fornuftige kvinder og mænd ikke kommer og derfor ikke kan vejlede eller sige stop.

Jeg er ikke maskinstormer. Jeg tror heller ikke på, at vi får noget ud af at forbyde trafik på medierne eller at slukke for internettet. For den sags skyld tror jeg heller ikke på forbud mod mobiler og tablets i skolen, og jeg stejler, når jeg hører, at børnene skal putte mobilen i en kasse før undervisningen. Jeg tror, måske naivt, at de voksne er eksemplet, og at det er vores ansvar at lære de unge at bruge de sociale medier og de digitale muligheder. Hvordan skal de lære at administrere brugen af apparaterne, når vi forbyder dem?

Vi vil digitaliseringen. Vi vil mobiltelefonerne og alle de muligheder, der er i dem. Vi er bange for at gå glip af noget, og vi fodres dagligt med de mange muligheder, de giver os. Vi har skabt disse tingester, akkurat som da radioen kom, og pigtrådsmusikken forstyrrede de unges sjælefred. Eller da fjernsynet kunne gør børn blinde, hvis de så på i for mange timer. Det nye skaber altid frygt på et eller andet niveau.

Mobilerne og alle de andre digitaliserede enheder kan bare så meget mere, og derfor er vi nødt til at lære at administrere dem. Derfor skal vi udfordre frygten og stå ved, hvem vi er. Og sige stop, når det er nødvendigt. Men også acceptere, at verden udvikler sig.

Skal vi ikke bruge julen til at sige: ”Rør blot ikke ved min gamle jul” og derefter gå i gang med at skabe et frygtløst samfund, hvor vi får styr på den digitaliserede udfordring og nægter at lade os manipulere mere.

 

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Email
Scroll to Top
Scroll til toppen