Fællesskabets kultur

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor.

Kultur er mange ting, og gennem de sidste par uger synes jeg, at jeg er blevet præsenteret for et bredt spektrum af kulturelle oplevelser.

Lørdag eftermiddag i sidste uge havde jeg fornøjelsen af i silende regnvejr at stå ved Rubjerg Fyr og høre musik, taler og se italiensk vertikal akrobatik og dejlige billeder på selve fyret. Vi var mange, og vi var våde. Men det giver mig en følelse af fællesskab, varme og tro på, at ”sammen kan vi en hel masse”.

Ugen før tog jeg sammen med 20 højskoleelever i teatret i Aalborg og så ”Den unge Werthers lidelser”. Det var en stærk og for nogen græseoverskridende oplevelse. Men for alle en understregning af, at vi er sammen om dette, vi oplever noget, og i fællesskab kan vi drøfte vores oplevelser.

I sidste uge sendte vi et 8 meter højt træ over vores skoles tag og plantede det midt i gården. Er det kultur? Ja, vi er fælles, og vi gør det sammen. Til stede var både børnehaven, dagplejen, pensionisterne, arbejdsramte personer, der havde taget fri, og højskolens beboere. Vi sang og hørte musik en ganske almindelig torsdag formiddag. En oplevelse, der er med til at bære en kultur, der bygger på fællesskab.

Tre vidt forskellige oplevelser, der alle omfattes af kulturbegrebet. Det bærende ord for mig er fællesskabet. Det er det, der bærer kulturen i Danmark.

I øjeblikket har vi en minister, der både er udviklings- og kulturminister. Det er en flot kombination, der bør minde os alle om, at der i hele verden omkring os findes kultur og kulturelle bevægelser, vi kan lære af og blive klogere på. Og ved at forstå, acceptere og være nysgerrige på det fremmede og det anderledes blive sikre på, hvad det egentlig er, vi selv oplever som vores kultur.

Det er givet forskelligt for dig og mig, forskelligt fra landsdel til landsdel. Men fælles for det hele er, at vi kan rumme det i vores samfund, hvor vi, når vi føler os trygge og vidende, også kan rumme alt det, der kommer udefra. Og i stedet for at være imod lade os berige af det, vi kan lide, og måske undre os over eller afvise det, vi ikke bryder os om.

Af og til kommer der kritiske røster. Lige nu er der en tendens til at lægge vinteren for had, når vi ikke vil kalde den jul allerede i november, der jo i øvrigt i kalenderen stadig er en efterårsmåned. Der er stor frygt for, at ”nogen” vil lave knæfald for en fremmed kultur, der ikke kan lide julen.

Herre jemini… Langt hovedparten af befolkningen i Danmark danser om juletræet, holder gave- og spiseorgier den 24. december, ganske som traditionen og kulturen foreskriver. Kan det virkelig passe, at vi i fællesskab ikke kan acceptere og respektere, at nogle få, der i øvrigt også er borgere i samfundet, vil noget andet, uden at vi skal starte shitstorme og hadefulde tråde i cyberspace?

Jeg ønsker at tro på, at fællesskabet i vores land kan bære, at nogle laver en vintermedister i stedet for en julemedister eller sætter vinterlys op i en mørk november i stedet for at vente, til det kan blive til julelys.

Forude venter en dejlig tid, hvor alle traditioner kommer i spil. Traditioner, der er båret af kulturen på forskellig led og vis. Men også traditioner, hvor vi oplever, at andre samfunds kultur spiller en rolle. Vi har arvet krybbespillene fra den katolske kirke. Vi har arvet juletræet fra Tyskland. Vi har arvet de store julebelysninger med løbende rensdyr på taget fra USA. I det hele taget er kulturen fra mange lande smeltet sammen til det, vi i dag kalder vores julekultur, som vi flittigt dyrker i vores fællesskaber.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi hver især i de fællesskaber, vi nu er en del af, tænker på at styrke og udvikle den kultur, der bærer fællesskabet. Styrke den ved at være nysgerrige og undrende, være åbne og modtagelige for det nye. Det kan vi godt, fordi vi ved, hvad vi står for.

Der er fællesskaber, der taber terræn i øjeblikket. Både religiøse og politiske fællesskaber, der oplever frafald af aktive. Måske er det, fordi de er forstenet og har glemt at være nysgerrige på verden omkring os. Andre fællesskaber blomstrer, måske fordi de bygger på en kultur, der hviler på nysgerrighed og åbenhed. Jeg har ikke svaret på dette, men er ikke i tvivl om tendensen.

Fælles for al kultur er, at det godt må kræve noget af os. På den måde bliver det vedkommende.

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Scroll til toppen