Er det hele i “udu” – eller er det bare mig?

Klumme i NORDJYSKE af vores forstander Pia Schnoor:

Jeg føler indimellem, at jeg står midt i en brydningstid, hvor der sker så utroligt mange ting, som jeg har lyst til at råbe om, sætte spørgsmålstegn ved eller sige min uforbeholdne mening om. – Men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med det. Jeg er med andre ord afmægtig.

Lad mig forklare hvorfor: Sidste uges store tema var sundhedsreformen. Nogle af idéerne måske ok, men i realiteten holder det næppe vand. Læger og sygeplejersker mangler, penge til omsorgsdelen af plejen mangler, nye mausoleer som kæmpesyghuse og sundhedscentre skal bygges – og den sidste rest af nærdemokratiet, der ikke er fedtet ind i kommunalpolitik, nemlig regionerne, nedlægges.

Elegant gjort. Man starter året med at fjerne erhvervsudviklingen, nedlægge Vækstforum, og nu er regeringen så klar til det endelige nådestød. DF er primus motor og vil for enhver pris have regionerne nedlagt, altså handler regeringen igen efter deres ordre.

Mange er imod nedlæggelse af regionerne. Desværre går det nok som planlagt, på trods af lægers, eksperters og regionspolitikeres råd. Det med at lytte til nogen udenfor murerne er ikke god politik på borgen, hvor holdningen er: ”Jeg alene vide” (Citat: Frederik den 6.) Der er meget synligt en dukkefører på Christiansborg, der trækker i snorene i både rød og blå blok, så jeg er personligt ikke sikker på, at et valg og et regeringsskifte er nok til at ændre beslutningen.

Og hvorfor så forholde sig til sundhedsreformen? Hvad har det med kultur at gøre? Stort set intet, udover, at det reformen er endnu et angreb på vores demokratiske muligheder, lige så vel som al anden centralisering, der flytter magten væk fra borgerne – og i stedet ind ”på borgen”.

Der var et interview i P1 fornylig, hvor en venstrerepræsentant fra hovedstaden forsvarede sundhedsreformen ved at argumentere med, at fødende kvinder i landet havde forskellige muligheder, og det skaber utryghed. Vilkårerne i hovedstadsregionen var de dårligste. Derfor skal de ikke være ”bedre” andre steder i landet. Vi skal alle være lige stillet, lød argumentationen. Jeg kan kun sige: ”Gælder det også for den offentlige transport, kulturen, lægedækningen, ambulancekørslen, transporttiden til uddannelsesinstitutioner eller udbuddet af disse – for ikke at tale om bosætningsproblematikkerne eller kystsikringerne? Vi kan lave kunstige øer i hovedstadsområdet, men naturen æder Vestkysten. Lige vilkår for alle? Blot et retorisk spørgsmål.

Hele den strukturelle opbygning af samfundet, krydret med magtdemonstrationer som tvungen håndtryk, manglen på respekt og accept af de anderledes eller kreativt tænkende, den manglende evne til at styre statens finanser, den manglende evne til at se ud over egen næsetip og pension eller til at indgå i fornuftige forhandlinger til gavn for alle – er som en stor rodekasse skyld i, at demokratiet er i fare for at smuldre. Og et samfund uden en kultur, der bygger på demokrati og demokratiske processer, er et samfund i opløsning.

Som borgere bliver vi rådvilde. Magten og indflydelsen er fjernet fra os. Vi råber i skoven, men ingen hører os. Og bliver vi hørt, er det med en hovedrysten, latterliggørelse fra diverse selvbestaltede internetkrigere. Vi dør kulturelt af tomhed. Vi drukner i modeblogs, madblogs, musikblogs og influencere, der betales for, at vi skal købe endnu mere af det tomme for at sikre, at vi ”er lykkelige” og holder op med at stille spørgsmål til det, der virkelig er problemet.

Spørgsmål som: Hvorfor går 46% af de unge piger til psykolog? Hvorfor prøver så mange unge at begå selvmord eller leger med tanken om det? Hvorfor har vi så mange ensomme både ældre og unge i et samfund, hvor vi er så rige på ressourcer og mennesker?

Jeg tror vi er stoppet med at spørge – fordi vi er blevet afmægtige. Min opfattelse er, at vi har fået en kollektiv sygdom, der udspringer fra det politiske centraliserede niveau, der har fjernet nærværet og meget af meningen ved vores tilværelsen.

Citatet ”Stop verden – jeg vil af!” kommer af og til ind på min indre skærm.

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email

Scroll til toppen