Mad, mode og politik i bæredygtighedens tegn

Vrå Højskole er klar med programmet for bæredygtighedsfestival den 29. august. Glæd dig til en lørdag med masser af grønne oplevelser.
Af Helle Møller Riis

For første gang nogensinde holder Vrå Højskole bæredygtighedsfestival. Det sker den sidste lørdag i august, hvor der vil være politisk debat, smagsprøver, modeshow og koncert:

– Vi har sammensat et bredt program, der dækker bæredygtighed på flere felter. Vi har blandt andet fået landmand og formand for teknik- og miljøudvalget, Søren Smalbro fra Venstre, og Jørgen Bing fra SF, der er bestyrelsesformand for Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV) til at diskutere bæredygtighed sammen med stifteren af mikrolandbruget Markliv, Mads Rubæk. Vores egne kokke fra højskolen vil fortælle om, hvordan bæredygtighed er en fast ingrediens i dagligdagen, og så vil der være rig mulighed for at besøge boder og købe god mad til billige penge, fortæller forstander på Vrå Højskole, Pia Schnoor.

Dagen starter klokken 10:00 med, at regionsformand Ulla Astman åbner festivalen. En halv time senere vil Kirkens Korshær fra Vrå i samarbejde med tekstillærer Lene Schøning Bruun præsentere et genbrugsmodeshow.

11:15 fortæller højskolens kokke om bæredygtighed i højskolekøkkenet, og fra 11:30 og to timer frem bliver der serveret frokost.

Lene Høg, der er kommunikatør og projektleder på to nulskraldsprojekter i Vendsyssel, vil fra klokken 13:00 holde inspirationsoplæg med titlen “Bliver man lykkelig af at sortere sit affald?” I oplægget vil hun fortælle om to projekter i Vendsyssel, hvor borgerne blev så grebet af at sortere deres affald, at det skabte mere fællesskab på villavejen og større tilfredshed som forbruger. Lene vil også komme ind på, hvordan affald kan føre til bæredygtig livsstil med f.eks. madspild og upcycling.

Klokken 14:00 er der politisk debat.

Her vil viceforstander på Vrå Højskole, Søren Ottzen, være moderator for en debat mellem de to byrådspolitikere fra Hjørring Søren Smalbro (V), Jørgen Bing (SF) og Mads Rubæk, der er idémand bag mikrolandbruget Markliv, der ligger lidt uden for Vrå.

Markliv vil sammen med bl.a. Kirkens Korshær udgøre en del af boderne på pladsen, hvor man dagen igennem kan købe mad, råvarer og genbrugsscoop. Det er også muligt selv at stille en bod op. Det kræver dog tilmelding på info@vraahojskole.dk senest onsdag den 26. august.

Bæredygtighedsfestivalens officielle program bliver sluttet af med koncert med bandet Grace James, der går på scenen klokken 15:00.

Det vil være muligt at købe kaffe og kage til yderst bæredygtige priser.

Det er gratis at deltage i bæredygtighedsfestivalen. Tilmelding er derfor ikke nødvendig.

Frokost kan købes for 50 kr. Kaffe og kage for 20 kr. Drikkevarer sælges separat. Der kan betales via MobilePay eller kontant betaling på beløbet.

Bæredygtighedsfestivalen er omfattet af Højskoleloven og overholder alle gældende regler for afstandskrav og hygiejne i forhold til covid-19. Bæredygtighedsfestivalen er støttet af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Dagens program

10:00: Åbning ved Ulla Astman

10:30: Modeshow med Kirkens Korshær og tekstillinjen ved Lene Schøning Bruun

11:15: Højskolens kokke fortæller om bæredygtighed i hverdagen

11:30-13:30: Salg af frokostanretning

13:00: Oplæg ved Lene Høg: “Bliver man lykkelig af at sortere sit affald?”

14:00: Politisk debat med Jørgen Bing, Søren Smalbro og Mads Rubæk

15:00: Koncert med Grace James og kaffe + kage

16:00: Tak for i dag

Vil du have en bod ved bæredygtighedsfestivalen?

Alle er velkomne til at sælge bæredygtige varer og ideer fra deres egen bod ved bæredygtighedsfestivalen.

Det eneste det kræver er, at du medbringer dit eget bord og håndsprit, og at du tilmelder dig senest onsdag den 26. august til info@vraahojskole.dk

Bæredygtighedsfestival

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email
Scroll til toppen