Fotokursus – Analog Portrætfotografi

Information om foto-kurset

kr 4.800 Inkl. kost og logi i dobbeltværelse
  • Uge 26: 26-06-2021 – 02-07-2021
  • Uge 26: LEDIGE PLADSER
  • Ungdoms- og Studiepris: 3.600,-
Ledige pladser

Vi arbejder med portrætfotografi og modelarbejde

Vær med, når vores fotolærer Kristian Bast deler ud af sine erfaringer indenfor portrætfotografi og modelarbejde. Du vil i løbet af den uge, kurset varer, arbejde med portrætfotografiet af mennesker og modeller i naturen og i fotostudiet. Du får mulighed for at afprøve mange forskellige teknikker i dit portrætfotografi, både med de helt gamle sort/hvid film og op til de nyeste digitale teknikker.

På kurset gør vi også et lille stop i Hollywood motion picture filmteknik, dvs. vi kommer til at arbejde med film fra store Hollywoodproduktioner. De samme råfilm, som bliver brugt til biograffilm, bliver spolet op, så vi kan bruge dem i skolens mange analoge spejlreflekskameraer. De såkaldte cinestill-film. Hollywoodfilmene giver mange muligheder indenfor portrætfotografi. Du kan blandt andet colorgrade dem, så du får lige netop det farveudtryk, du kender fra din egen yndlingsbiograffilm, overført til dit foto.

I ugens løb vil kurset hele tiden have mennesket og naturen i fokus. Du og de øvrige kursister skal tage billeder både inde og ude. Vi kommer til at arbejde med forskellige lystyper som studioflash, high-speed-sync, LEDlight og forskellige refleksionsteknikker. Vi tester det af både i fotostudiet og på smukke locations i naturen.

Endelig vil vi tage fat i en vigtig ting, når du fotograferer mennesker. Nemlig den tillid og ro, du som fotograf skaber mellem dig og “modellen”. Det gælder både, når du fotograferer børn, unge og ældre. En positiv og afslappet tone er vigtigt, uanset om portrætfotoet er af en direktør i jakkesæt eller af en dreng i fodboldtrøje. Det er vigtigt at indgå en kontrakt og en forventningsafstemning med den person, du skal portrættere. Det vil du blive introduceret for på kurset. Du lærer også, hvordan du sætter det rigtige lys, så personen, du portrætterer, tager sig ud fra sin bedste side.

Fotokursus - Analog Portrætfotografi 1

Om Vrå Højskole:

Højskolen har et stort fotostudie og et stort mørkekammer og et væld af gamle kameraer, som du gerne må prøve på kurset. Højskolen ligger tæt ved Vesterhavet og kysten og samtidig tæt på store skovområder. De mange flotte landskaber og det specielle lys i det nordjyske giver dig rige muligheder for at lege med fotografiet.

Om dig:

Kurset er for dig, der har lyst til at lære mere om portrætfotografiet – og for dig, som vil vide mere om arbejdet med modeller i fotografiet. Det er både dig, der er nybegynder – eller dig, der vil have dine fotofærdigheder frisket op.

Praktisk info:

Kurset foregår samtidig med en række øvrige kreative kunstkurser. Du skal derfor være indstillet på socialt samvær på tværs af kurserne til både morgensamlinger, aftenarrangementer og måltider.

Du kan med fordel medbringe dit eget kamera, men det er ikke et krav. Højskolen råder over en række både digitale og analoge kameraer. Kurset er en del af kunstugerne på Vrå Højskole. Det betyder, at der vil være en masse andre kreative kursister på højskolen samtidig med dig. Dem vil du blandt andet møde til måltiderne og til morgensamlinger og aftenarrangementer.

Har du særlig kosthensyn, eller ønsker du at bo på enkeltværelse, så skriv det i tilmeldings-formularen.

Vær opmærksom på, at det koster 1000,- i tillæg at bo på eneværelse, og at juni-kurserne er meget populære.

Vi fordele værelser efter først til mølle princippet.

Deltager du som ung under 25 år eller med studiekort (25 -30 år) skal du huske at markere boksen i tilmeldingen.
Vær opmærksom på, at du IKKE kan få eneværelse, når du vælger ungdomspris.

Underviser

Kristian Bast

Kristian Bast er født i Hjørring i 1970 og har altid været vild med at fotografere. Som dreng byggede han sine første kameraer selv, og dyrkede interessen i folkeskolens mørkekammer. Kristian fik efter handelsskolen en lærerplads hos fotograf Svend Ladefoged i Fotomagasinet i Hjørring. Siden har han arbejdet som fotograf og fotohandler i Thisted, og startede som 21-årig sit eget atelier og fotohandel i Sindal. I 1993 kastede Kristian sig – som en af de første fotografer- over kommercielle fotocd-er. Han arbejdede blandt andet tæt sammen med portrætfotograf Grethe Raaby, de har været en vigtig lærermester i mørkekammeret og klassisk portræt-teknik.

Kristian indledte i midt 90-erne et samarbejde med Se og Hør og moderedaktør Hanne Lyngfeldt. Samarbejdet førte til fotoshoots i Brasilien, Spanien og Los Angeles, hvor Kristian blandt andet fulgte tv-serien Bay-Watch.

Midt i 90-erne startede Kristian også som underviser i foto- og fotomodel-arbejdet. Han har undervist i mere end 20 år i både Hjørring, Hirtshals, Løkken og Vrå.

I 2001 fik Kristian sin egen butik i kæden Click i Sæby. Her var fokus var på fashion- model og reklamefotografiet. Efter 10 år i Sæby arbejdede Kristian først hos Click i Aalborg, siden hos Photo Care i Hjørring, inden han i foråret 2020 kom til Vrå Højskole.

Følg Kristian her: Instagram: @kristianbast, Facebook: facebook.com/kristianbast

Udfyld tilmeldings-formularen og kom afsted!

Har du lyst til at deltage på et af Vrå Højskoles mange sommerkurser, gælder det om at tilmelde sig – og gerne inden alt for længe. En del af vores kurser er nemlig hurtigt udsolgt, så det gælder om at komme først til mølle.

Mange af vores kurser har kun plads til eksempelvis 12 deltagere – nogle enkelte mere. De små hold sikrer, at du får ekstra meget ud af undervisningen – og samtidig lærer de øvrige kursister på holdet bedre at kende.

Skulle det kursus, som du gerne vil på, være udsolgt, så skriver vi dig gerne op på venteliste. Du kan nemlig være heldig, at en anden må melde afbud – og så kontakter vi selvfølgelig dig. Vi glæder os til at møde dig – og lære dig bedre at kende. Brug tilmeldings-formularen herunder.

Tilmelding til kurset:





Scroll til toppen