fbpx

Det virker!

Det er en sætning, der er sagt mange gange over bordet i spisesalen de sidste dage her i huset. Hvad er det så, der virker? Burkaforbuddet? Der er nemlig ingen, der har set en burka i mange dage her på egnen.

Af Pia Schnoor

 

Jeg bor i en by med tre asylcentre tæt på os. Vi modtager godt 200 asylansøgere til danskundervisning hver dag her på skolen, og ingen af os har set en burka, selvom man skulle tro, at det var et helt almindeligt klædningsstykke i Danmark, hvis vi tager den opmærksomhed i betragtning, som burkaen har fået i Folketinget og i medierne.

Burkaen er kvindeundertrykkende, er en af påstandene. Har man spurgt de måske 30 kvinder, der bærer burka, om det forholder sig sådan? Er den mere kvindeundertrykkende end f.eks. mediernes og modeverdenens uudtalte krav til kvindebilledet, manglen af kvinder på chefposter og i bestyrelser, manglen på ligeløn, eller blot det faktum, at et pengeinstitut altid vil sende oplysninger, kontoudtog m.v. til mandens e-boks, hvis der er tale om en konto, der deles mellem en mand og en kvinde?

Det er rigtigt, at vi har en kultur, hvor vi skal kunne se hinanden i øjnene. Lige nu forsøger stort set alle politikere at bilde os ind, at burkaforbuddet ikke er religiøst betinget, men alene et spørgsmål om kultur og kommunikation, og at vi skal kalde det et maskeringsforbud i stedet for et burkaforbud.

Det forekommer mig utroligt i et land, der ledes af en regering, bestående af partier, der kalder sig liberale. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvor den frygt, der skaber sådanne irrationelle handlinger, stammer fra.

Jeg er spændt på at se, hvorledes man vil lovgive om dette maskeringsforbud. Jeg går ud fra, at kasketter med store skygger, solbriller med spejlglas og hoodies med hætter, som kan snøres sammen over kasketten, så øjnene bliver skjult, bliver omfattet af forbuddet og lovgivningen.

Hvad med fastelavn, karneval og maskerader? Er de omfattet af maskeringsforbuddet eller undtaget som enkeltstående arrangementer? Hvad med fodboldbøller med bandana og elefanthuer? Skal kampene undtages som enkeltarrangementer, eller skal der gøres helt op med den usunde kultur, der præger dele af den professionelle fodbold?

Jeg mener, at vi er ude på et overdrev, hvor der er stor fare for, at vi mister alt, hvad der hedder sund fornuft pga. en irrationel frygt, der tales op efter forgodtbefindende.

Et masseskyderi i Las Vegas, en ødelæggende brand i Portugal, en orkan der ødelægger byer og øer, en tsunami der fanger uskyldige ofre, en lastbil der kører ind i en menneskemængde eller en alenlang diskussion om burkaens fremtid i Danmark fylder alle i vores bevidsthed. Begivenhederne vises her og nu, lige når det sker, og der er ikke en prioritering af relevans i formidlingen.

Vi får alle verdens fortrædeligheder serveret på sølvfade ved kaffe- eller spisebordet gennem tv, gennem de sociale medier og alle de øvrige nyheder, der flyder frit på internettet, uanset om de er fake eller reelle.

Men tilbage til burkaforbuddet: Der er mange ord, mange meninger, mange holdninger og meget kaos i hele den argumentation, der bruges omkring denne nye maskeringslov. Den bærer i min optik præg af studehandel. ”Giv os et burkaforbud, og I får en finanslov.” Måske er det også bare en forvirret tanke, at det er gået sådan til? Jeg drømmer om, at der er et eneste anstændigt parti tilbage i Danmark, der højt tør sige: Hold så op med det sludder. Sig, hvad det handler om og lad være med at skabe mere frygt!

For nogle år siden var vi så privilegerede at have besøg at nogle unge kvinder fra Yemen, der i det offentlige rum bar burka. Det var kvinder fra Yemens Røde Kors, og selvom det var helt frivilligt, bar de også burkaen i vores hjem. Deres tradition var således, at de ikke udstillede sig, når der var fremmede mænd til stede. Men på vores matrikel stod den både på bikini og smarte jeans. Disse kvinder var på ingen måde undertrykte og gav udtryk for, at de kunne føle sig beskyttede af deres burka, samtidig med at de kunne holde et længere foredrag om modetendenser i denne traditionelle klædedragt.

Min oplevelse med disse kvinder og manglen på løsgående burkaer i Nordjylland gør mig på ingen måde til ekspert i dette spørgsmål. Men min oplevelse af folkestyrets manglende respekt for andre menneskers måde at klæde sig på og folkedomstolens røst i frygtens skygge gør mig bekymret for friheden i mit dejlige Danmark.

Parken ved højskolen

Del denne side på de sociale medier:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Email
Scroll to Top
Scroll til toppen