Den nye normal?

Forstander Pia Schnoors klumme i Nordjyske :

Sommeren går på hæld, sensommeren venter. Den sommer, der nu er ved at slutte, har været særegen, anderledes og helt speciel.

Mange er ved at vænne sig til en ny normal, hvordan den så end vil definere sig. Det bliver spændende og sikkert udfordrende for mange af os. Men for mig er ét sikkert. Vi skal finde et nærvær, hvor vi på trods af restriktioner, hensyn og afstand kan være sammen menneske til menneske og se hinanden i øjnene. Det er ikke muligt at få ægte øjenkontakt gennem en skærm, men det kan lade sig gøre på afstand i et fysisk rum.

En af sommerens store oplevelser for mig var deltagelse i Nordisk Fortælleseminar, som blev afviklet på højskolen. 60 dedikerede og levende mennesker, der i 5 dage fortæller historier, arbejder med at udvikle historier, arbejder med kroppen og hovedet, med hinanden og sig selv, med en af de ældste kunstarter: formidlingen af en historie.

Vigga Bro skriver i sin nye bog ”Magi”: ”Jeg kan lide at tænke på, at historiefortælling er mor til romanen, novellen, teateret og digtet. Jeg kan lide, at den stadig er sin egen kunstart.”

Grundtvig talte om det levende ord og dannede baggrund for den danske højskolebevægelse. Og i den forbindelse sagde en gammel fortæller: ”Historien er som en flod, der går igennem mig. Og jeg må tage hensyn til flodens strøm, være åben for den og så forme den, som den må være mellem mig og publikum i nuet.”

Mange historier i de 5 dage gav gode grin, men særligt en fra det rigtig gamle Mellemøsten gjorde et stort indtryk på mig.

Frygt, Død og Kolera

Hvert år drog Kolera til Mekka sammen med sine følgesvende, Død og Frygt.
Det var i den tolvte måned i den islamiske kalender – Dhu al-Hijjah, pilgrimsmåneden, hvor der er rigtig mange mennesker i byen.
Men et år hændte det, at Frygt kom til byen før de andre.
Den gamle portvagt genkendte hende ikke og lod hende slippe ind i byen.
Nogle dage senere kom Kolera og Død, som de plejede, og portvagten hilste dem og spurgte: ”Nå, Kolera. Hvor mange ofre vil du tage i år?”
”Højst 500,” svarede Kolera.
”Og du, Død, hvor mange tager du?” spurgte portvagten.
”Jeg tager bare dem, som Kolera giver mig,” svarede Død. Og portvagten slap dem ind.
Nogle uger senere kom Død og Kolera igen til porten. Nu havde de gjort det, de kom for, og ville videre på deres færd.
Portvagten spurgte: ”Kolera, hvor mange tog du så?”
”Kun 499,” svarede Kolera.
”Og du, Død. Hvor mange tog du?”
”Lige godt 1.000,” svarede Død.
Portvagten stirrede forskrækket på Død og råbte: ”Jamen du lovede kun at tage dem, som Kolera gav dig!”
Døden svarede trist: ”Ja, det gjorde jeg. Men i år kom Frygt til byen før os. Og hun tog resten.”

En fuldstændig fantastisk og vanvittig historie, der taler lige ind i den tid, jeg ser som den nye normal. Min frygt er, at vi bliver bange for nærvær, bange for at se hinanden i øjnene, undgår at være sammen for ikke at smitte hinanden, i stedet for at være hensyntagende, passe på og holde afstand i det fysiske rum. Det er muligt, men det kræver, at vi ikke styres af frygten og den lette løsning med bare at blive væk og isolere os, når der ikke er grund til det.


Sundhedsmyndighederne har givet klare og stort set entydige regler: Host i ærmet, hold afstand, undgå håndtryk og bliv hjemme, hvis du har symptomer! Men derudover: Kom ud, brug naturen, brug kulturen, dyrk fællesskabet og det nærvær, der er muligt.


Vi har alle en forpligtelse til selv at gøre en indsats. Vi har fået muligheden for at standse op og overveje, hvad der er vigtigt for at have det liv, vi ønsker at have. Jeg ved, at mit liv skal bestå af fællesskaber, nærvær og levende mennesker, der vil hinanden til fælles bedste.

Hvad vil du med dit liv i den nye normal?

Pia Schnoor

Del denne side på de sociale medier:

Del på facebook
Facebook
Del på google
Google+
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email
Scroll til toppen