Vraa Højskole - Lyst til at lære

Søg, vis og navigation

Nyhedsbreve

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Onsdag, 11 August 2010 12:25

34 - 49 - 64 - 79,8

Læg 15 til og så kan man se, hvordan det er gået på Vrå Højskole siden skoleåret 2006/2007.

Tallene står nemlig for antallet af årselever der har været på Højskolen de sidste 4 år.  En årselev er statistikken for en elev i 40 uger og tallet er altså meget mere end fordoblet siden 2006.

Antallet af medarbejdere er derfor også steget. Fra at være 14 medarbejdere i starten af 2007 er tallet i dag ca. 33.

Vi er meget tilfredse, siger Pia Schnoor, der har været forstander på Vrå Højskole siden 2007. Udviklingen er vendt og sidste år skabte vi oven i købet et mindre overskud.

Højskolen der starter langt forløb søndag, forventet da også at blive fyldt i det kommende semester.  Der pt. 65 indmeldte og vi forventer inden månedens udgang at have 75 indskrevne elever.

Højskolen tilbyder 6 forskellige hovedfag: Fotojournalist, fotografi, design og tekstil, musik, 2 kunstlinier og en skolelinie for dem der skal have den anden chance for at tage en 9. eller 10. klasse.

Hovedfagene er selvfølgelig vigtige, men selve højskoledelen, med dannelsen er ligeså vigtig. Dannelsen består f.eks. i at eleverne er sammen i et internationalt miljø, på danske præmisser. På højskolen er der lavet et verdenskort, der efterhånden kun mangler markering af elever, der kommer fra Australien. Eleverne kommer også med vidt forskellige uddannelsesniveauer og sociale baggrunde. Så det er hele verden af unge mennesker der endnu engang er samlet i Vrå.

Vi kan med tilfredshed se tilbage på tiden der er gået, men vi kan godt være bekymrede for den fremtid højskolerne får. Regeringen og Dansk Folkeparti har lagt nogle voldsomme besparelser ind i deres genopretningsplan og der er også forlydender om at finansloven vil indeholde noget tilsvarende. De 5 nordjyske højskoler har forsøgt at få undervisningsministeren i tale, uden at det dog er lykkedes.

Vi må glæde os over nuet og så håbe at vi kan få Tina Nedergaard i tale, så vi kan bevare det der er en væsentlig del af danskheden, nemlig højskolerne.  

 

 

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Lørdag, 24 Juli 2010 22:35

Mellem hunde og kunstnere.

En super sommer er over os. Vi startede endnu engang sommeren med 5 dage om Island og 10 dage i Island. Denne gang gik turen til de nordvestlige fjorde. Et fantastisk område med fuglefjeld, øde varme kilder og fantastiske vandfald. 23 glade kursister vendte hjem med en stor oplevelse. Et samarbejde med Team-Island er godt etableret og vi forventer at vores rejse-kurser bliver udvidet til Færøerne og Irland. Derudover har vi planen om at bruge modellen med optakt på Højskolen og rejse til en tur til Uganda i samarbejde med Kim Madsen, Forever Living.

3 gange flot, flot ferniseringer blev det til efter endnu en tradition, nemlig kunstugerne. Der blev produceret kunsthåndværk fra knap 200 deltagere i højt humør. I den sidste kunstuge var der så også et kursus ”bliv ven med din pc” hvor deltagerne kom med i den teknologiske udvikling. Ældste deltager var 87 år, så det må vist siges også at være et kursus i livslang læring for os alle, hvis ikke det lige var for en særdeles frisk 96-årig i malersalen.

Familekurset er igen i år stort med omkring 100 deltagere og på hundekurset er der 11hunde på venteliste!! Visens venner er igen i år rosinen der slutter sommerens kurser af. Et fint kursus med en dejlig stemning.
I øjeblikket er der indskrevet omkring 50 elever på de lange forløb til efteråret. Dejligt. Vi forventer som i de 2 foregående år at stille fuldt hold.
Vores fundraiser har skaffet mange penge til huse, men flere skal jo skaffes til vores mange planer.

4. februar var der brand i forstanderhuset. Nu er huset renoveret og førstesalen bærer nu præg at vi kun er 2 voksne og vores hvalp af dansk/svensk oprindelse til at bebo huset. Vi har kunnet tage huset i brug 3 uger før planlagt tid, takket være de lokale håndværkeres dygtighed. 

Jo, en dejlig sommer, hvis ikke det lige var fordi regeringen og Dansk Folkeparti lavede hundekunster her i foråret. Ideen med at fratage højskolerne 1 % af indeværende finansårs tilskud svarer til at sætte momsen op med tilbagevirkende kraft. Det hører ikke hjemme i et demokratisk samfund som vores. Vi har på mange måder forsøgt at få undervisningsministeren i tale. Det har ikke været muligt. Senest forsøgte tv2nord at få hende til at kommentere, men der var hun på ferie!!! 
Vi prøver igen senere.

 

   

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Onsdag, 09 Juni 2010 14:12

Hver gang en sommer igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.
 
En herlig sang som vi gerne synger på Vrå Højskole. Og sådan har vi det også hver gang vi skifter fra det lange forløb til de korte sommerkurser.
Sommeren er kommet farende efter et noget turbulent semester. Vi havde branden i forstanderboligen som kom til at sætte sit præg på foråret. Ikke kun fysisk, men også på personale og elever.
Men nu er branden kommet på afstand og huset er forvandlet fra en brandtomt til en byggeplads, hvor indretningen af huset bliver fremtidssikret. Det samme kan man sige om de unge mennesker vi har haft i dette semester. Som sædvanligt har vi haft unge usikre mennesker der kom ved starten af året. De er blevet mere afklarede og vores fornemmelse er at de tager herfra med følelsen af at have været en del af et fantastisk hold. Og vi ved at ingen af dem tager tomhændede herfra.
Vi har haft rigtigt mange gode oplevelser med vores elever. Senest en fantastisk familie/vennedag, hvor alle linier viste deres allerbedste. Musik, lyrik, kunst fyldte denne grundlovsdag, sammen med taler af Bjarne Laustsen og 2 af vores elever. Også turen til København, hvor vi deltog i demonstrationen mod nedskæringerne på blandt andet tilskuddet til de korte kurser står friskt i erindringen.
Sommeren kommer dvælende, farende og de korte kurser er i gang. Tilslutningen har igen i år været god. Vi har dog fortsat enkelte pladser på kunstuge 3 og familiekurset.
Hvis vi betragter Vrå højskole som en ø, ja så passer 3. vers også
 
Åh, at forundres og komme på luftene.
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, susende, duftende
græs på en sommergrøn ø  
   

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Søndag, 09 Maj 2010 17:39

Kom maj du søde milde…

Et gammelt ord på Vrå Højskole siger: ”Hvis der er 25 indskrevne elever til efterårets forløb den 1. maj, så bliver der fuldt hus”. Det nåede vi og det lover jo godt, uden at vi dog hviler på laurbærrene.Det er stadig vigtigt at det glade budskab om Vrå Højskoles fantastiske tilbud kommer ud til så mange som muligt.

Alle linjer kører for fuldt skrue efter de vellykkede studieture til Prag og Danmark rundt. For at styrke fotojournalistlinjen har vi ansat freelancefotograf Søren Schnoor til at tage sig yderligere af fotografisiden. Sommerens kurser ser også ud til at blive godt besøgt. Generelt er der mange tilmeldinger,bl.a.  -” Med hunden på højskole” der var nyt sidste år overstiger i år alle forventninger.

Vi modtager midler fra LAG og Hjørring kommune til at optimere vores kunst- og kunsthåndværkerværksted. Det bliver rigtigt godt at få moderniseret lokalerne i Nordfløjen. Midlerne er endnu en gang med til at fastholde og skabe nye arbejdspladser på Højskolen. Vores nye valgfag ”grønt fag” har vist sig at være en stor succes. Eleverne er i gang med at bygge en stor bålhytte ved udekøkkenet. Det er med støtte fra Skov- og Naturstyrelsen.

De første streger til de nye elev- og lærerboliger er nu ved at blive tegnet af arkitekt Henrik Nørgård fra Hjørring.

Det gamle elmetræ i gården, der er gået ud, får nu nyt liv via et projekt som elev Bjarki Sol står for. Han er ved at skabe et ”Ydrasil”, ved hjælp af alle der har lyst til at lave en lille lerfigur. Det ser ud til at blive et fantastisk projekt.

Og så er renoveringen af forstanderboligen efter branden endelig kommet i gang. Det har været en lang proces, men nu ser det virkelig ud til at der sker noget. Som sædvanlig er der meget at berette herfra og det er med optimisme, vi går sommeren i møde og vi glæder os til at tage i mod de mange sommerkursister, såvel nye som tidligere.

   

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Lørdag, 20 Marts 2010 17:48

Vrå Højskole – nu med masser af overskud.
Endnu en gang kan Vrå Højskole melde positive resultater ud. På den årlige generalforsamling kunne formand Anne Thiel Fuglsang glæde sig over, at der kommet så meget styr på økonomien, at der også i bestyrelsesarbejdet er blevet plads til andet og mere end blot regnskaber.
Regnskabet for 2009 viste et flot overskud på kr. 701.000 før afskrivninger, hvilket er det første overskud i mange, mange år. Overskuddet er blevet skabt af en stram økonomistyring og ved at antallet af årselever er steget støt gennem de sidste 3 år. En årselev er en elev i 40 uger og det tal var i 2007 39,9, i 2008 52,8 og i 2009 73,5. 
Der er rigtigt mange højskoler der har fået det bedre og det kan der være forskellige grunde til. På Vrå Højskole er der en bred vifte af faglige tilbud. Den høje faglighed blandt personalet i det hele taget og den grundtvigianske holdning i særdeleshed er medvirkende til fremgangen. Formand Anne Thiel Fuglsang citerede domprovst Henrik Wiegh Poulsen: ”Grundtvig er som en vandåre, der løber i undergrunde. Den kan være svær at lokalisere, men du kan se, at den skaber liv og vækst, og derfor ved de at den stadig løber”. I Nyaars-Morgen oplever Simon Kvam, forsanger i bandet Nephew Grundtvig  ”… som et menneske i, der konstant formår at undres og udfordre det bestående, ikke som en, der lader sig begrænse af en fastlåst fortolkning” Sådan er det også på Vrå Højskole.
Ligesom formanden er Forstander Pia Schnoor også meget tilfreds med udviklingen. Af hendes beretning fremgik det at Højskolen er i mange forskellige formelle samarbejder som følge af diverse projekter og udbyder såvel STU ( Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse)  som EGU   (erhvervsgrunduddannelse ) for på forskellig måde at kunne bruge mulighederne i højskoleloven , herunder bestemmelserne om kompetencegivende undervisning samt diverse projekter tilknyttet FFD ( Folkehøjskolernes forening i DK )
Skolen har i 2009 gennemført et projekt  med Ringerike folkehøjskole og Thorshavn folkehøjskole om udvikling af en fælles nordisk forståelse – et projekt der genoptages, formentlig i efteråret  2011. Projektet blev gennemført med midler fra Nordplus
Skolen har også i 2009 haft et godt samarbejde med såvel region som kommune, både på
møde/konferencedelen og på kursusdelen.
Der er et godt samarbejde med UU-vejledere over hele landet, hvilket har betydet en tilgang af elever, specielt til skolelinien.
Højskolens fotografihus befolkes af både fotojournalister og elever der ønsker at prøve kræfter med det traditionelle fotografi. Systuen er fyldt med især piger der prøver kræfter med Design og tekstil. Musiklinien er i fortsat vækst og som det nye tiltag i dette semester har kunst- og kunsthåndværkslinien allerede etableret sig som en succes. I det kommende semester er der etableret et samarbejde med de lokale institutioner om en pædagoglinie.
Ny i bestyrelsen er Christian Østergård fra Sparekassen Vendsyssel, der træder ind i stedet for Claus Thorhauge, der ønskede at trække sig.
Med 11 nationer repræsenteret i elevgruppen er Vrå Højskole igen blevet en international institution på danske præmisser. I dette semester er de røde lygter ude. Med 75 elever er Højskolens kapacitet fuldt udnyttet.  Og til det nye semester der starter 15. august er indskrivning godt i gang.
   

Side 1 af 3